Poul Bonke Justesen

Find én fejl på dette billede af ledelsen i det hindunationale oppositionsparti BJP, Bharatiya Janata Party.

Der er ingen kvinder. 

Den mandsdominerede partiledelse har dog nu besluttet, at det skal der laves om på.

På forsamlingsmødet i går, mandag, vedtog partiet en kvotepolitik, der reseverer en tredjedel af partiets parlamentsmedlemmer til kvinder. Det skriver The Hindu, en af Indiens største engelsksprogede aviser.

Indtil videre er der ikke stemning for at tilgodese samme antal pladser til kvinder på øverste parlementariske niveau. Men BJP vil bane vejen for flere kvinder ved at reservere hver tredje af partiets medlemmer i parlamentets underhus, Lok Sabha, samt i den lovgivende forsamling.

Den kvindelige partileder Sushma Swaraj, der dog ikke sidder på en af de tungeste poster, kaldte beslutningen “historisk” og mener, at den er et stort skridt frem for kvinders stilling i Indien. Hun siger, at beslutningen bliver implementeret inden for tre måneder.

I dag er kun 8 procent af medlemmerne i underhuset kvinder. Siden 1999 har både BJP og det ledende regeringsparti, Kongrespartiet, argumenteret for en kvotepolitik, der kan skabe mere lige fordeling af mænd og kvinder i parlamentet, men det er endnu ikke lykkedes at få det gennemført.

Det har været en herlig weekend her i New Delhi.

Min gode veninde, Stine, som jeg besøgte Indien sammen med helt tilbage i 1998, er kommet til byen med sin mand og deres lille datter. I går mødtes vi alle sammen til frokost hos en af Stine veninder i Syddelhi fra sin tid som antropologi-studerende på det prestigefyldte Jawaharlal Nehru University, JNU.

Jeg besøgte i øvrigt universitetet for nylig for at interviewe en  professor i sociologi til en artikel om, hvorvidt positiv særbehandling i den private sektor er vejen frem for at integrere de kasteløse på arbejdsmarkedet. Den meget spændende debat skal jeg nok skrive mere om her på bloggen. Universitetets campus fylder hele to kvadratkilometer og virker som en lille oase i byen.

Jeg havde ikke bevæget mig mange meter inden for universitetes mur, før jeg kunne mærke en virkelig behagelig ro og fred. Bilernes hektiske dytten og det konstant høje støjniveau, der præger alle indiske storbyer, gled med ét væk. Universitetsområdet er nærmest en stor park, hvor kollegierne og  institutterne ligger i små klynger over det hele. Folk går stille omkring og snakker roligt og meget dannet på en måde. Hvis nogle danske studerende skulle have lyst til et ophold i Indien, tror jeg bestemt, at JNU vil være godt valg - socialt og fagligt.

Det var rart at se en dansk ven, jeg kender godt. Når jeg er væk så lang tid, kommer der naturligvis små stik af hjemve. Det kommer meget i perioder. Jeg prøver egentlig ikke at arbejde imod det, men bare acceptere, at Indien indimellem kan virke uoverskueligt, og hjemlængslen kan komme snigende. Jeg overvejede på et tidspunkt at opsøge et netværk for “expats”, udstationerede, der af og til mødes i New Delhi, men det er ikke blevet til noget.

Gennemgående har jeg det jo godt og hygger mig også fint i mig eget selskab. Alenetid er der selvfølgelig meget mere af, end jeg er vant til.

Udover at det var godt at se Stine og hendes lille familie, så var det også fedt bare at kunne være i selskab med en, der kender mig godt. Jeg hygger mig også fint med Nitin, som jeg bor hos, men det er ikke helt det samme.

I dag, søndag, tog jeg, Nitin og hans forældre ud for at spille golf her til eftermiddag. Tidligere har jeg haft lidt svært ved at forstå, hvorfor nogle bliver fuldstændig opslugt af spillet, men det forstår jeg lidt mere nu . Det føltes virkelig fedt, når jernet med et rent slag sendte bolden langt udover græsarealet.

Denne søndag blev vi bare undervist i at få høvlet boldene godt afsted, og det var i øvrigt svært nok, skal jeg love for. Man ligner jo en tåbe, når man står og banker hul i græsplanen og slår huller i luften med store møllesving, men nu har jeg indset, at golf faktisk er et vanvittig svært spil. Men følelsen af at få slået bolden lang pokker i vold og instruktørens opmuntrunende “what a beauty”, ja, den sætter sig. Jeg skal helt sikkert ud på græs igen på søndag - “once bitten, forever smitten”, som Mike Skinner fra The Streets rapper.

På vej hjem gennem kvarteret i Noida, der er en spøjs blanding af simpelt landsbyliv og nye middelklasse- og overklasseboliger, stoppede vi op ved et et lille gadekøkken. I det øjeblik solen går ned, kommer kulden med det samme, så vi fik varmen på nogle lækre tibetanske momos, der blev dyppet i stærke chilisaucer. De små glæder i weekendernes tilbagelænede gear kan af og til være ret store.

Jo, det føles som om, det går, som det skal her i Indiens hovedstad.

Jeg har fået en dårlig vane i Indien.

Jeg er begyndt at lede efter skjulte kameraer, når jeg farer rundt - og som regel vild - i den indiske offentlighed. Nogle gange opfører inderne sig - for mig - så mærkeligt, at jeg må holde fast i tanken om, at de gør det for at lave gags med mig. Der MÅ være et tv-program for alle de “skjult kamera”-optagelser, de laver.

Der MÅ være millioner af indere, der dagligt hyler af grin over mig.

Men jeg finder aldrig nogen kameraer, og ingen kommer løbende og siger, at jeg så helt vild sjov ud, da de tog røven på mig. Tværtimod vågner jeg dagligt op til en småsyret virkelighed, der langt fra er i sync med min logik.

Jeg har netop fået et af de daglige syrechok hos en isbod i Noidas nye indkøbscenter - et meget moderne center i fire etager, hvor alle de store internationale kæder er repræsenteret.

Her fik jeg pludselig lyst til en is. Det undgår jeg som regel på gaden, da risikofaktoren for at komme slemt på skideren kan være høj. Men her så det godt ud.

Som så ofte her i Indien kan en lille og banal serviceydelse pludselig vokse til et uoverskueligt projekt. Jeg kan nemlig ikke bare gå hen og betale for en is. Først skal jeg købe et smart guldkort til 200 rupier (omkring 27 kroner), som jeg kan more mig med i alle restauranterne. Så må jeg stille op i køen og vente og herefter videre til en ny kø ved isboden.

Nu siger siger min lineære logik mig, at jeg må være tæt på. Isboden har en stor køledisk med 20-25 slags is, og der er en høj stabel med vafler. Ekspedienten smiler og spørger, hvad jeg vil have?

Lovende. “Nu er det bare lige ud. Hen og pege, op med iskuglerne, frem med guldkortet, og ned i maven”, tænker jeg. Lidt naivt.

Jeg vælger to iskugler i vaffel, en med Madagascar-chokolade og en med vanilje. Ekspedienten graver godt ned i metalbøtten og former en kugle på størrelse en tennisbold.

“Okay, nu får jeg en rigtig stor is, og det er sgu i orden”, tænker jeg.

Det er jo lang tid siden, jeg har spist is, og jeg har et hårdt liv. Hver morgen står jeg op, før Fanden får cowboystøvler på for at vride mit stive korpus ud i de mest outrerede  yogastillinger. Halvanden time, fem dage om ugen, og jeg mangler stadig 30-50 centimenter for at kunne nå mine tæer med fingrene.

Jeg har fortjent en ordentlig røvfuld is, har jeg. Inderen kan se det krystalklart med sit “tredje øje”. Han har en stærk intuition og ser, at jeg lider hver morgen, når jeg vandrer gennem morgendisen med min yogamåtte under armen. Kun for at blive mødt af en instruktør, der har set for meget Karate Kid som knægt og tror, han er Mester Miyagi, og jeg er en stiv og stenet udgave af Daniel San.

Nu vil den rare mand forkæle mig, lige som jeg har fortjent. De er gode nok, de indere. Skøre, javel, lidt distræte, jo da, men gode nok, helt bestemt. De ved, når man ikke vil snik-snakke, men bare have en god is.

Men pludselig knækker drømmefilmen, jeg er i færd med at afspille på det indre lærred. Det dejligt lineære handlingforløb, jeg ser for mig, bryder fuldstændig op, for den indiske ekspedient går pludseligt ud ad et sidespor. Efter at have fyldt en chokolade-tennisbold i vaflen, tager han nemlig en anden vaffel frem og gør klar til at grave i vaniljeisen. 

Aha, han troede, at jeg bad om to. Jeg stopper ham, inden han får stukket skeen ned, for jeg gider ikke rende rundt med to isvafler. Jeg gentager, at jeg ønsker to kugler i én vaffel.

Inderen ryster på hovedet.

“Nej, det kan jeg altså ikke. Her laver vi kun isvafler med én kugle”, siger han, og inden jeg ved af det går han igang med isvaffel nummer to.

 “Ej, hør nu, du kan vel bare fylde vaniljenisen oven på chokoladeisen”, siger jeg.

“Nej, Sir, det kan vi altså ikke, for vi laver kun isvafler med én kugle”, svarer han og går videre med det nu ret så uoverskuelige isprojekt.

 “EJ, HØR NU. Det må da være muligt…jeg bad altså kun om én is”.

“Så må jeg altså tale med min manager først og høre, om vi kan gøre en undtagelse”, siger ekspedienten og forlader nu isboden.

Nu føler jeg mig pludselig som en 70-årig Daniel San i yogalokalet, hvor alt er op ad bakke. En halv meters afstand mellem tæer og fingre, led, der er stive som metal, og Mester Miyagi, der slår sømmet på mit hoved: “You really have a stiff body”.

Nå, det står dog ikke SÅ galt til. Hverken i yogalokalet, hvor jeg dagligt udøver selvtortur, eller med projektet i den indiske isbod, der er en lille, men sigende hverdagsoplevelse om, hvordan tingene i Indien kan køre ud ad spor, jeg ikke kan se retningen på.

Ekspedienten kommer nu tilbage og siger, at han har snakket med sin overordnede. Og han sagde, at det var i orden at jeg denne gang fik en isvaffel med to kugler, frem for to isvafler med en kugle i hver.

Juhuu!! 20 minutters kamp, og Daniel San gennemfører den indiske servicetest og får løn som fortjent: Én isvaffel med to suveræne iskugler.

Det var den bedste is, jeg nogensinde har fået i Indien.

På disse bundlinjer, i anmeldelsen af den bureaukratiske isbod, kan slutresultatet derfor kun være positivt: Fem vafler ud af fem.

Tre vafler for den høje kvalitet og velsmag, en for den alternative service og endelig en vaffel for den overskudsfølelse, jeg havde efter gennemførelsen af hele projektet.

Tak for is! 

Okay så, et eller andet stak da i min mavesæks skrøbelige skind da det blev juleaften og tid til and, flæskesteg og risalamande hjemme i de danske stuer.

Da min storebror måtte afbryde vores samtale på Skype for at gå ombord i julemiddagen, indrømmer jeg blankt, at mundvandet gik. Direkte i tastaturet.

Heldigvis fandt jeg hurtigt en indisk recept på den pludselige hjemve. Min gode bofælle Nitin havde nemlig inviteret fem barylere over for at vise mig, hvordan man kan fejre juleaften  på indisk maner. Normalt kan jeg godt følge med i et muntert lag, men her blev jeg altså hurtigt overhalet af inderne, der festede i flyvegear.

“Are you high?“, spurgte en af dem kort efter, jeg havde knappet min anden Kingfisher-øl op.

“Arh, knap og nap, men det er en god fest“, fik jeg sagt uden at skuffe ham. Alt for meget.

Det var faktisk sjovt at lave noget helt utraditionelt juleaften, når jeg alligevel var omme på den anden side af jorden. Jeg har i hvert fald ikke tidligere tilbragt julen med lektioner i Punjab-folkedans af fem-seks “høje” indere med ild i danseskoene - selvfølgelig med den populære og særdeles funky Panjabi MC i spilledåsen.

Den indisk-engelske Panjabi MC er i øvrigt et interessant bekendtskab, da han har vundet succes i både Europa og Indien med sin blanding af elementer fra Punjabs Bhangra-tradition og hip hop, dance, UK Garage etcetera.

Prøv og afspil nedenstående nummer til en af julefrokosterne og se selv, om ikke også de mest dovne frikadeller rejser sig friske fra fad og danser med.

Efter sådan en omgang har jeg svært ved at tilføje nyt med mere pondus. Så jeg vil bare ønske rigtig glædelig jul fra Øst til Vest.

I skrivende stund (torsdag klokken 15.30 dansk tid) kører eb.dk tophistorien “Her dræber tigeren en mand” om en indisk amatørtograf, der bliver bidt ihjel af en tiger i en zoologisk have.

Ud fra en journalistisk vurdering er det, hvad en del medier vil kalde en “god historie”, for det er altid sensationelt og dramatisk, når dyr angriber mennesker. Den historie skal nok gå bredt rundt i verden.

Og i Ekstra Bladets optik er det formentlig en “skidegod historie”, for det er et blodigt - meget blodigt - og makabert angreb. På eb.dk får den hele armen i dag. Der er sat et stort billede op, hvor man ser tigeren i færd med at partere den indiske amatørfotograf med sit store gab. Artiklen følges endvidere med en fotoserie, hvor læseren billede for billede kan se det blodige angreb.

“Her ligger manden uden den ene arm”, konstaterer en billedtekst. Som billedet ganske rigtig viser, ligger manden i en blodpøl med sin frarevede arm ved siden. Mandens ansigt er ikke engang sløret. Jeg må sige, at jeg finder det usmageligt og grænseoverskridende at gå så tæt på, som eb.dk gør her. Også selvom avisen advarer om stærke billeder.

Jeg tænker på, hvorfor redaktionen finder det nødvendigt at gå så tæt på? Det giver nok flere besøgende på nyhedssitet, men det ændrer ikke ved, at det presseetisk er problematisk. Mener jeg. Jeg tvivler i øvrigt på, at avisen ville vælge de samme nærgående billeder, hvis offeret var en dansker. Men respekten for offeret og hans familie bør vel ikke være mindre, fordi ulykken finder sted på den anden side af jorden?

Mediernes fornemmeste opgave må være at skildre virkeligheden så troværdigt som muligt. Det gælder også, når virkeligheden er grum og ubehagelig. Under eksempelvis tsunamien i Sydøstasien i 2004 måtte modtagerne også se på masser af ubehagelige billeder, lige som vi gør med krig og katastrofer hver dag.

Under den omfattende dækning af tsunamien husker jeg, at der kom en massiv kritik af Se & Hørs chefredaktør, Henrik Qvortrup, da han valgte at bringe et billede, hvor man så menneskeligene ligge i dynger efter flodbølgen. Billedet var i den grad ubehageligt, men jeg synes, at det havde en anden berettigelse, end den usmagelige billedprioritering, som eb.dk demonstrerer i dag. Se & Hørs billede havde nemlig en langt højere grad af væsentlighed, for den skildrede en katastrofe, der ramte rigtig mange mennesker.

Det var et dristigt billedvalg af den kontroversielle Qvortrup, som måtte trække bladet tilbage efter en massiv læserstorm, men jeg mener faktisk, at det var etisk i orden. Billedvalget vi ser på eb.dk i dag er bare billigt og sensationelt, og det er ikke i nærheden af at ville fortælle læseren noget af større væsentlighed. Begivenheden vil måske skabe en diskussion om sikkerheden i zoologiske haver i Indien, men ellers bliver den hurtigt glemt.

Jeg kan derfor ikke se, at Ekstra Bladet har andre journalistiske begrundelser for at bringe billederne end at få læsere i butikken. Billedvalget skæpper sikkert godt i kassen, men det har en etisk pris.

Men hvad synes du? Hvor går grænsen for, hvad medierne bør vise af billeder?